Pressemeddelelse: Som en af de ganske få i branchen runder salgs- og ingeniørhuset Hans Buch A/S en milepæl med hele 30 års certificeret kvalitetsledelse med ISO 9001.


At stå på mål for høj kvalitet er ikke bare et budskab, men noget der efterleves hos salgs- og ingeniørhuset Hans Buch A/S gennem hele værdikæden. Det viser årtier med en dedikeret indsats for at opnå og opretholde en certificering i kvalitetsledelse.

Den internationalt anerkendte standard ISO 9001 har således rundet en markant milepæl hos Hans Buch A/S, der fejrer 30-års jubilæum i denne måned med kvalitetsledelse.

Imponeret over indsatsen

I sidste måned blev Hans Buch re-certificeret i ISO 9001 med besøg af Rudolf Freelance & Consulting, der på vegne af LRQA har kigget virksomheden efter i sømmene med en auditering af standarderne inden for kvalitetsledelse.

– Jeg hæfter mig ved, at Hans Buch har løbende tilpasset ledelsessystemet, organisationen og kulturen, så det afspejles i det daglige arbejde i takt med, hvordan omverdenen og samfundet har udviklet sig, siger Henrik Rudolf, der er selvstændig konsulent og auditor på vegne af LRQA.

– Tre årtiers opretholdelse af ISO 9001 vidner om, at Hans Buch har fulgt med udviklingen sammen med standarden for kvalitetsledelse, som også løbende er udviklet og tilpasset siden den første version, siger han.

En anerkendt global standard i kraftig vækst

Standarden blev første gang lanceret i 1987 og er løbende blevet opdateret til at følge med tidens tendenser og skærpe standarden for kvalitetsledelse. Hans Buch har været certificeret i ISO 9001 siden 1994 med fokus på f.eks. høj kundetilfredshed, produkters kvalitet og sporbarhed, detaljeret processtyring, lager og logistik og meget mere.

– Jeg har talt med både ledelsen og medarbejdere, og generelt er der et godt fokus på ledelsessystemerne ved Hans Buch. De har et godt udgangspunkt for at videreudvikle sig som virksomhed, siger Mikkel Immergut, auditor hos Rudolf Freelance & Consulting.

Ifølge Dansk Standard anvendes ISO 9001 af mere end en million virksomheder globalt i flere end 170 lande. Den sikrer et fælles sprog med ensartede systemer og arbejdsgange, der bidrager til bedre samarbejde både internt hos de enkelte virksomheder og eksternt mellem virksomheder på verdensplan.

Et stort arbejde bærer frugt for en fælles retning

Man kommer ikke sovende til certificeringer efter internationalt anerkendte standarder. Der ligger derfor en stor indsats bag opretholdelsen af ISO 9001, som sammen med ISO 14001 (miljøledelse, red.) er den del af Hans Buchs portefølje.

Det sikrer ensartede arbejdsprocesser og styrker samarbejdet, forklarer Lene Schæbel, der er HR Business Manager i Hans Buch.

– Vi træner løbende vores medarbejdere i de systemer og processer, som ISO 9001 og ISO 14001 foreskriver. Derfor er kvalitetsledelse og miljøledelse en fastforankret del af vores arbejdskultur i Hans Buch, og det bidrager til at styre vores strategi og udviklingskultur, siger hun.

Inden længe ventes paletten at blive udvidet med ISO 45001, der handler om arbejdsmiljøledelse.

Skaber genklang i den brede industri

Signalværdien kommer ikke uden efterlevelse, og et kardinalpunkt er Hans Buchs netværk af interessenter, der skaber tryghed for, at Hans Buch leverer i ordentlig kvalitet og til aftalt tid.

Det er et indblik i, at kulturen skaber resultaterne gennem tættere samarbejde internt og tværfagligt, udtaler Hans Buchs adm. direktør, Martin de Feuth Jensen.

– Vi er enormt stolte over at efterleve kravene til kvalitetsdrift i Hans Buch. Det skaber genklang i branchen og viser over for vores kunder, leverandører og samarbejdspartnere, at vi tager god kvalitet alvorligt og sørger for, at alle dele af vores værdikæder har en tilfredsstillende proces, siger han.

Ambitionen i Hans Buch er samtidig, at leverandører og samarbejdspartnere inspireres til at forfølge de samme standarder.

– Det her er samtidig et signal om, at vi tør stille krav til vores leverandører og samarbejdspartnere om, at vi arbejder ud fra blåstemplede standarder. Det sikrer en fælles retning med leverancer af høj kvalitet og til rette tid helt fra produktion og frem til, at nøglen drejes i de applikationer, vi bidrager til, siger Martin de Feuth Jensen.

Hans Buch har eksisteret siden 1918 og leverer tekniske løsninger til den brede industri, samt til transport og infrastruktur, der dækker over marine offshore, jernbane og meteorologi.

Fakta: Om Hans Buch A/S

  • Hans Buch A/S er en salgs- og ingeniørvirksomhed med hovedkontor i Albertslund.
  • Hans Buch A/S blev etableret i 1918 og beskæftiger i dag ca. 50 ansatte.
  • Hans Buch A/S er leverandør til den brede industri, samt til sektorerne inden for transport og infrastruktur med teknisk ekspertise, løsninger og komponenter.
  • Hans Buch A/S har siden 1994 været certificeret i kvalitetsledelse efter standarden ISO 9001.
  • Hans Buch A/S er siden 2021 yderligere certificeret i ISO 14001 (miljøledelse).
  • Hans Buch A/S arbejder på at opnå ISO 45001 (arbejdsmiljøledelse) i 2024.
hans buch
Kontakt os her
Få hjælp til din ordre